Ny årsregnskabslov - hvad er nyt

Hvad skal jeg forvente mig af den nye årsregnskabslov?

Hvilke konsekvenser skal jeg vente mig af ændringerne i årsregnskabsloven? Vi sætter fokus på selskaber i klasse B.

Opgørelse af omsætning
Til brug for vurdering af størrelsesgrænserne, skal virksomheden fremover til sin nettoomsætning
tillægge finansielle indtægter og investeringsindtægter fra ejendomme. Man er således nødt til at
gå ind på de relevante poster, og vurdere hvad der skal med, og hvad der kan udelades.
Investeringsindtægter og finansielle indtægter skal medregnes til omsætningen ved vurdering af
størrelsesgrænserne, hvis de udgør mindst omsætningen. Så det er nødvendigt at opgøre
størrelsen, selvom det ender med, at der ikke skal ske indregning.

Revurdering af restværdi ved afskrivning
Virksomheder der afskriver på aktiver, skal løbende revurdere restværdi på aktiverne, inden
afskrivning. Alle virksomheder med immaterielle og materielle aktiver, afskriver på aktiver. Det er
dog særligt relevant at revurdere restværdien på aktiver med en længere løbetid, eksempelvis
ejendomme. Men det kan også være relevant for andre aktiver. Ændringen (at revurdere
restværdien løbende) skal implementeres med tilbagevirkende kraft.

Opskrevne aktiver
Hvis du har aktiver, der er opskrevet til dagsværdi, skal opskrivningen bindes på en særlig reserve
under egenkapitalen. Reserven for opskrivning skal fremover reduceres med afskrivning på
opskrivningen. Dette skal ske med tilbagevirkende kraft. Det betyder at man er nødt til at gå
tilbage fra start, og finde ud af, hvor meget der er afskrevet på opskrivningerne gennem tiderne, så
anvendt regnskabspraksis kan ændres korrekt, med tilpasning af sammenligningstallene.

Gæld på investeringsejendomme
Hvis ejendomme er indregnet til dagsværdi med regulering over resultatopgørelsen (hovedaktivitet
med investering), har gælden været indregnet til tilsvarende dagsværdi. Fremover skal gælden
indregnes til amortiseret kostpris. Dette skal ske med tilbagevirkende kraft, som betyder
nettoændring på egenkapitalen primo, og tilpasning af sammenligningstal.

Ledelsespåtegning og ledelsesberetning
Der kommer mulighed for at undlade ledelsespåtegning hvis der kun er én person i ledelsen. Til
gengæld bliver det pligtigt for alle at have en ledelsesberetning. Og notekravet om egne
kapitalandele er ophævet, og flyttes til ledelsesberetningen.

Udbytte
Der bliver andre regler for placering af udbytte i regnskabet (kan fremover kun stå under
egenkapitalen). Sammenligningstal skal tilpasses. Og det bliver pligtig til at indregne ekstraordinært
udbytte i resultatdisponeringen. Dertil kommer at ekstraordinært udbytte udloddet efter
regnskabsårets udløb, skal oplyses i tilknytning til resultatdisponeringen.

Modregningsreglerne for igangværende arbejder
Det er ikke længere muligt at modregne igangværende arbejder og forudbetalinger for
igangværende arbejder. Sammenligningstal skal tilpasses.

Andre ændringer
Der er også kommet ændringer til eventualaktiver, hensatte forpligtelser, notekrav, mulighed for at
være mikrovirksomhed, mindre ændringer i regnskabsskemaerne, forskellige beskrivelser i anvendt
regnskabspraksis, andre muligheder for indregning af unoterede kapitalandele osv.
Det tager mere tid at lave regnskab i år 1

Man må forvente, at det tager mere tid at lave regnskab dét år, årsregnskabsloven implementeres.
Denne er i øvrigt pligtig for regnskabsår der starter den 1.1.2016 eller senere. Men må anvendes
systematisk og konsekvent for regnskabsår der slutter den 31.12.2015 eller senere.

Hvor lang tid der går med ændringerne, er ikke til at spå om, da forskellige virksomheder har
forskellige regnskabsposter, og dermed forskellige behov for implementering.

Hvis man har finansielle indtægter og investeringsindtægter som evt. skal tillægges omsætningen,
igangværende arbejder, aktiver der afskrives, investeringsejendomme og aktiver der er opskrevet,
skal man forvente at bruge 5-10 timer mere på regnskabet i forbindelse med implementering af
årsregnskabsloven.

Hvis revisor assisterer med opstilling af regnskab, vil revisor naturligvis skulle bruge tilsvarende ekstra tid på assistance med opstillingen. Det vil højst sandsynligt medføre en ekstra regning for implementeringen af årsregnskabsloven. Vi forventer, at arbejdet efterfølgende falder igen til et
normalt niveau, og derfor sandsynligvis ikke vil medføre mér-omkostninger.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.